High Chaparral

Brug linket hvis du vil til deres hjemmeside.

Men gå først ned i bunden af siden og se alle billederne.

En herlig westernby for hele familien
High Chaparral er en herlig westernby med cowboys, banditter og indianere. Byen er imponerende flot lavet med hoteller, saloons, restauranter og butikker i ægte Wild West stil, og pistolmænd som går rundt i gaderne med deres seksløber i bæltet. Her kan børn (og voksne) i alle aldre spille cowboy og lege, at de befinder sig i USAs midtvesten i 1850´erne.

High Chaparral breder sig over et 50 hektar stort område og rummer bl.a. en mexicansk landsby, en indianerlejr, en dampjernbane på 3,5 km, en hjuldamper foruden westernbyen. Der er daglige shows, hvor man kan opleve indiansk regndans, sang og dans samt slagsmål mellem professionelle stuntmænd.

Wild West show
To gange om dagen vises det store Wild West show, hvor man kan opleve heftige slagsmål og skyderi mellem banditter og lovlydige borgere. Scenen er en lang westerngade, hvor publikum er placeret på langsiden. Showet vises som et skuespil i højt tempo med masser af effekter. Selv om dialogen er på svensk, er man ikke i tvivl om handlingen.

Indianere og mexicanere
I skolesommerferien kan man i High Chaparrals indianerlandsby opleve ægte canadiske Black Foot indianere synge rituelle sange og danse iført flotte klædedragter.

Og i den mexicanske landsby er der latinamerikansk dans og sang til rytmerne fra guitar og kastanjetter.

Jernbanen og hjuldamperen
Hvis man taget en tur med den 3,5 km lange jernbane (ikke inkluderet i entréen), er man sikker på at opleve et ægte togrøveri undervejs. Hjuldamperen, som sejler rundt om indianerlandsbyen, er derimod mere stille og rolig.

Historien bag High Chaparral
High Chaparral er skabt af iværksætteren og forretningsmanden Bengt Erlandssson (kaldet Big Bengt), som efter en rejse til USA i 1956 fik idéen til sin westernby. Da han kom hjem fra USA købte han 200.000 gamle telefonpæle af et svensk telefonselskab, og i starten af 1960´erne begyndte han at bygge et westernfort inspireret af sine oplevelser i USA. Her ville han give sine forretningsforbindelser en oplevelse.

Han opdagede snart, at der var stor interesse for fortet, og i 1966 åbnede han det for offentligheden og begyndte at arrangere stuntshows. Siden er fortet blevet til byen High Chaparral, som breder sig over et 50 hektar stort område.


Jette og Steen besøgte byen i 2006

Her kommer lidt billeder fra dagen.

Tryk på knappen herunder så kan

du se billederne i Windows Mediaplayer